At sidde i mørket og savne

Mel. Janne Mark, 2011

At sidde i mørket og savne
de mange, der bar vores navne

langs sorgdybets bundløse røde
din livseng af glæde lagt øde

bag savnets usynlige døre:
de ansigter ingen kan røre 

en ulykkes tunnel af stilhed
et forårs ubærlige mildhed 

og aftner i skæbnetung trance
selv fuglene mister balance

for foden af gravmonumenter
er himlen et nejskrig vi henter 

i det skal vi splitsekundmøde
dig skaber, der tog vores døde

for der hvor det levende ender
er himlen det første, vi kender