Nu sætter kærligheden sig ved sorgen

Mel. Merete Wendler, 2010. Findes i Vi som er søgende, Unitas, 2010
Kan med komponistens velvillige tilladelse (tak) læses her

Nu sætter kærligheden sig ved sorgen
og trækker sygelejets tunge vejr
og tar en dødssygs hænder
der ingen udvej kender
og hvisker: Men jeg er jo lige her!

Nu bryder kærligheden ind i angsten
som barnetro der går igennem sten
og sorgens orgeltoner
og nogens tornekroner
blir løbet bort på kærlighedens ben

Nu ånder kærligheden gennem savnet
af dem der ikke bor på jorden mer
de døde bliver båret
igennem hele året
af levende der græder eller ler

Nu sender kærligheden sit mirakel
og hvisker stille ved en afdøds kind
lad bare himlen blåne
og natten få sin måne
når mørket falder, kalder Gud os ind!