Når efterårsskyerne driver som dødskontinenter

Mel. Jesper Gottlieb

Når efterårsskyerne driver som dødskontinenter
hen over en livsaftens himmel, der rødmer og venter
så tænder vi levende lys for de døde og håber
at nogen kan høre hvor lydløst de sørgende råber

så stille, så stille her er, nu hvor året forsvinder
al jorden forstummet og dækket af løvfaldne minder
ved tabshorisonterne lægger vi masken og spørger:
Gud, griber du ind, hvor vi mister og savner og sørger?

Og har du bestemt, at hvert liv, du har givet, skal segne?
hvert magisk sekund blive borte. Hvert udspring, hver fregne
det menneskes blik som vi ikke kan leve foruden
den brise af vemod der kildrer så hårfint mod huden

Vi husker det mest i november: en dag er det omme
de elskedes stole om aftnen skal blive så tomme
et vandglas, hvis menneske langsomt holdt op med at drikke
en himmel, så skinger af savn, og man klarer det ikke

men ind under natten står håbet, dets småbitte fødder
kan intet i verden men slår dog de stærkeste rødder
et barn gik mod lyset for enden af dødens tunneller
der står han og rækker os håbet i alt det, der gælder

som solen, der ophvirvler støvet, mens livet forsvinder
som nogen, du rejser fra afmagtens marker af minder
skal lysene blusse i alle de mørkeste dage
og give os håbet forgrædt og forvandlet tilbage