Dem vi har mistet, gav mening til os

Mel. Frederik Magle

Dem vi har mistet, gav mening til os
se, når vi vender os om
vokser der stille berøringer frem
alle de steder, vi kom

Dem vi har elsket, fik mening fra os
nogen har fulgt vores spor
ud gennem verden og satset måske
der hvor vi gav vores ord 

Dem vi har mistet, blev elsket af os
sjælenes råb fik de med
ind i den himmel, der starter præcis
der hvor en skæbne gik ned

Kunne vi gøre en dagshandling om
ændre hvad ingen kan se
tanker om næsten ubærlige svigt
ingen kan ændre på det 

Hvor det gør allermest ondt i os selv
møder vi lyset fordi
smerten er sorgdybets vidne i dag:
ingen af jer bliver fri 

fri for at elske, skønt dødsmagten jog
hånden så skrigfjern herned
fri for at mærke den kærligheds kraft
Gud satte ind i sit sted